Så det der dating post-30 – det har jeg efterhånden nævnt et par gange – og jeg synes bare det bliver mere og mere mærkværdigt.
Faktisk tror jeg der er en eller anden logik eller et sæt spilleregler som jeg ikke ved hvor jeg skal få henne – og så længe man ikke har det, så har man ikke en snebolds chance i helvede for at deltage.
Som nævnt andetsteds så er der hele børn-børn-børn fraktionen, hvilket i bund og grund får mig til, at forlade fartøjet mens det er i bevægelse, lige med det samme.
Fraktionen der har børn er lidt mindre sprængfarlig – dog kan det være lidt af en udfordring hvis børnene er så meget nummer et, at der faktisk ikke er plads til andre. Dermed ikke sagt, at børnene ikke er vigtige og guldklumpsagtige, men det kan være svært at se hvor man(d) kan passe ind henne når børnene står på alle tre sejrspladser.
De seneste måneder har en ny fraktion dog tegnet sig lidt tydligere – det er dem der bare gerne vil tage det stille og roligt og se hvor det fører hen. Det har jeg så igen igår fundet ud af er kodesnak for “jeg vil ikke forpligte mig” og på samme måde som mænd der ikke vil forpligte sig slår de totalt bak når man forsigtigt prøver at finde ud af hvad der rør sig og gemmer sig bare floskler som “aj det går galt for hurtigt – det kan jeg slet ikke” eller “jeg er nødt til at passe på mig selv og lytte til mine behov” før de forsvinder mod horisonten.
Jamen hvordan skal man kunne “vinde” når jeg ikke engang kan få lov at spille … og se nu der! jeg bruger sportsmetaforer – det er godt nok skidt *suk*
Men alvorligt talt – jeg synes godt nok det er svært at komme ind i kampen her – og guderne skal vide jeg har forsøgt. Det når jo efterhånden det punkt hvor jeg ikke “tør” tale om det når jeg støder på nogen der er lovende af frygt for, at det skule jinxe det på en eller anden vis.
Indlæg (RSS)