Kenneth’s Weblog

Så det der dating post-30 – det har jeg efterhånden nævnt et par gange – og jeg synes bare det bliver mere og mere mærkværdigt.

Faktisk tror jeg der er en eller anden logik eller et sæt spilleregler som jeg ikke ved hvor jeg skal få henne – og så længe man ikke har det, så har man ikke en snebolds chance i helvede for at deltage.

Som nævnt andetsteds så er der hele børn-børn-børn fraktionen, hvilket i bund og grund får mig til, at forlade fartøjet mens det er i bevægelse, lige med det samme.

Fraktionen der har børn er lidt mindre sprængfarlig – dog kan det være lidt af en udfordring hvis børnene er så meget nummer et, at der faktisk ikke er plads til andre. Dermed ikke sagt, at børnene ikke er vigtige og guldklumpsagtige, men det kan være svært at se hvor man(d) kan passe ind henne når børnene står på alle tre sejrspladser.

De seneste måneder har en ny fraktion dog tegnet sig lidt tydligere – det er dem der bare gerne vil tage det stille og roligt og se hvor det fører hen. Det har jeg så igen igår fundet ud af er kodesnak for “jeg vil ikke forpligte mig” og på samme måde som mænd der ikke vil forpligte sig slår de totalt bak når man forsigtigt prøver at finde ud af hvad der rør sig og gemmer sig bare floskler som “aj det går galt for hurtigt – det kan jeg slet ikke” eller “jeg er nødt til at passe på mig selv og lytte til mine behov” før de forsvinder mod horisonten.

Jamen hvordan skal man kunne “vinde” når jeg ikke engang kan få lov at spille … og se nu der! jeg bruger sportsmetaforer – det er godt nok skidt *suk*
Men alvorligt talt – jeg synes godt nok det er svært at komme ind i kampen her – og guderne skal vide jeg har forsøgt. Det når jo efterhånden det punkt hvor jeg ikke “tør” tale om det når jeg støder på nogen der er lovende af frygt for, at det skule jinxe det på en eller anden vis.

Jamen den er god nok – så fik den weekend også ben at gå på.

I visse kredse er der tilsyneladende en stigende undren over og bekymring omkring min fortsatte single-status – og jeg indrømmer da gerne, at søndage ofte er det tidspunkt der bliver tænkt over netop den del, når hele verden omkring mig er stille og jeg er helt gearet ned.

Men ærligt fylder det meget lidt i min bevidsthed for tiden – der kommer (i hvert fald for mig) et punkt, hvor der er blevet gjort nok forsøg uden noget resultat og det hele begynder at ligne en Sissyfos indsats. Måske det bare er en stille resignation, men uvilkårligt melder spørgsmålet “hvorfor blive ved?” sig da i mit hoved.

Jeg har tidligere fabuleret over, at dating post-30 år synes umanerligt kompliceret – der har været skuffelser, der har været erfaringer, der har været tanker om hvad der mon skal til for at det lykkes, de velkendte check-lister med krav fra før 20-års alderen er dukket op igen – og stort set virker det hele som en skyttegravskrig hvor der skal gøres indrømmelser og forhandles løsninger på plads for at finde en måde “nationernes” grænser kan sameksistere på.

Jeg oplever det som at jeg skal give uforholdsmæssigt meget køb på mig selv og mine værdier fordi andre mænd har været nogle fjolser – der er bare for mange skelletter i skabet og jeg gider det helt ærligt ikke. Vi har alle en fortid, men der er forskel på at have en fortid og så lade den fortid diktere hvordan al fremtidig interaktion skal være.

Så mig – jeg ville da gerne finde en, men ikke på bekostning af mig selv.

Og nu tilbage til søndagen :)

Jeg har gjort en kedelig opdagelse omkring mig selv – jeg bliver umådeligt tiltrukket af primadonnaer, faktisk er det vel i grunden prima-divaer for de er helt fantastiske til, at iscenesætte sig selv, stille verdens scenen op så de er i fokus og formå, at trampe rundt mens alle andre er skyld i de ulykker der sker og de bare lige så stille og roligt redigerer virkeligheden så den kommer til, at fremstille dem som grandes! Jeg kan endda blive helt forblændet af deres udstrålning og bare ikke formå, at komme væk som en hare der er fanget i lyskeglerne fra en fremadstormende bil – jeg kan sagtens se, at det her ender i noget skidt men jeg er bare totalt fastfrosset på stedet.

Kvinder der ofte er velformulerede, intelligente, har alle de spændende karaktertræk der fanger mit øje, formår at stille usandsynligt skarpt på nogle ting så jeg uvilkårligt bliver imponeret og så glemmer jeg helt ærligt lige, at mærke efter når fascinationen sætter sig i føresædet, træder speederen i bund og råber GI’DENGAAAAAAAS!!!!

Nogle gange går der relativt kort tid, vi snakker minutter og andre gange kan der gå timer, dage, uger eller måneder før jeg spotter, at noget er helt galt og jeg bare er fanget i et Möebius-bånd hvor jeg giver næring til deres prima-diva-egoer så de kan føle sig fantastiske.
Stort set så er de skyggesiden af de kvinder jeg gerne vil være sammen med – resultatet af når et intellekt-drevet ego har vokset sig sig kvabset i al den ros dets skarpe kanter giver og aldrig udvikler sig videre hensides det, at kunne spidde alting.

Men hvad pokker – heldigvis er den slags jo til, at rette når jeg bliver opmærksom på det. Så bliver det lidt nemmere, at sige “Hvorfor var det overhovedet interessant? Check nu lige efter engang med din fornemmelse for den slags mester!”

Heldigvis :)

Godt så – det er vist ved, at være et stykke tid siden jeg sidst har skrevet noget om dating, hvilket nok snarere har noget, at gøre med, at jeg ikke deler alt end, at der slet ikke foregår noget på det område :D
Sidst jeg skrevet noget om emnet var i indlægget »Dating post-30 – besværligt siger dommerpanelet« hvilket jo var helt tilbage i 2007, men jeg synes ikke det er blevet nemmere siden da – jeg er bare begyndt, at gå i dvale i perioder over hele det dating-kiggen-søgen-agtige-noget og overvejer om det overhovedet er meningen, at jeg skal indgå i et parforhold – masser af folk klarer sig fint med, at være single og et eller andet sted er der vel også et mål af forventninger/gruppepres-agtige tilstande over det.

Dermed ikke sagt, at det ikke kunne være rart (og sikkert både fantastisk og jublende og alting) men for hulen da, hvor længe kan man blive ved med, at kigge og prøve? Jeg gider jo heller ikke bare sige “nåja – jeg snupper sgu den næste jeg falder over og så må det være det” – jeg har set for mange bekendte ende i forhold med partnere de måske i grunden ikke havde så satans meget til fælles med, få børn, købe hus, få sammentømret hele familie-sagaen og aldrig være rigtig glade alligevel.
Bevares, der er da også mange det virker for og det er da super-fedt for dem – ingen tvivl om det. :)

Her post-30 er børn-børn-børn en meget vigtig drivkraft i hele dating cirkuset (sådan oplever jeg det i hvert fald) og det nærmest i en grad så jeg har på fornemmelsen at nogle kvinder mener, at det er det vigtigste jeg kan bringe til et forhold – det kan så igen godt gå hen og blive lidt problematisk, for jeg er slet ikke så forhippet på alt det med børn at det er min drivende kraft, det er ikke mit alpha og omega, det er ikke noget der fylder min bevidsthed dag og nat endsige holder mig vågen fyldt med frygt for, at jeg ikke får sat børn i verden. Det væsentlige for mig er, at finde en jeg swinger godt sammen med – så regner jeg med, at resten indfinder sig når tid er.
Men hvem ved – det kan være min biologiske wiring bare er trukket forkert og det modul med så-er-det-satme-på-tide-at-få-avlet-en-efterkommer-mærkaten bare ikke er koblet rigtigt til resten af systemet?

Nå, men ud over alt det med børn så er der en anden væsentlig faktor for vi (jeg håber her, at jeg ikke er den eneste) for den gruppe jeg vil kalde De Måske Afsættelige er hvor lang tid siden det sidste er siden man har indgået i et seriøst forhold – det kom faktisk som lidt af en overraskelse for mig da det dukkede op første gang – og spørgsmålet er siden dukket op flere gange, stillet med samme intense opmærksomhed, vurderen dømmen som da jeg blev spurgt om hvorfor jeg ikke havde fundet et arbejde da jeg var arbejdsløs i godt 1½ år – når man hører det tonefald det spørgsmål bliver stillet i er der slet ingen tvivl om, at det er et knald eller fald (no pun intended) spørgsmål. Svarer man forkert, så kappes alle tove til det stolte skib Interesse og man kan se det sejle bort mod horisonten.
Personligt har jeg ikke været i et rigtigt seriøst forhold siden 2004 – der har da været seancer af forskellig varighed, interesse og intensitet siden da men ikke noget der rigtigt kvalificerede når det skal kigges på med det uendelige klarsyn her i 2008. Men den slags kan man åbenbart ikke fortælle – tilsyneladende rykker man fra “måske afsættelig” til “udsalgs varer med brand discount” kassen hvis man ikke har været i et meget seriøst forhold (hvor der MINDST er blevet diskuteret stel og farver til bryllups servietterne) indenfor max 1-1½ år – alt over det og man er over sidste udløbsdato.

Det er da ikke underligt, at der åbenbart ER så mange singler – hvordan skal man kunne navigere rundt i den jungle af skrevne og uskrevne regler uden, at snuble på et eller andet tidspunkt? Det er ikke nok, at forsøge, at finde en man passer sammen med – man skal åbenbart også holde pitstops med nogle undervejs som der kan diskuteres seriøse planer med for, at man kan holde sin markedsværdi??

Nogle gange – der undrer jeg mig bare :D

Nåja – jeg har besluttet mig for endnu engang, at kaste mig ud i den kværnene process vi i det daglige liv kalder “dating” og NEJ! hvor er det dog besværligt her post-30 år – det er faktisk så besværligt, at jeg seriøst overvejer om jeg ikke bare skulle forblive single på tid og evighed :D

Aj måske ikke helt så galt men nemt er det i hvert fald ikke. Det virker som om, at når man(d) når op i 30erne så rammer man en aldersgruppe der har prøvet lidt af hvert – de har fået børn, de har været gift, de har haft flere forhold og de har dannet sig et krystalt-klart billede af hvad det er de vil og ikke vil; faktisk er krystal-klart nok ikke det rigtige ord – diamant-hårdt billede er nok mere præcist, for det er hårdt, kantet og ufravigeligt. Det er sikkert et resultat af, at man mener, at man nu har været det igennem man gider udstå og NU skal det bare være perfekt og 110% engle-musik resten af vejen.
Manden kvinderne vil have skal være af den og den alder, den og den kropsbygning, den og den indkomst, de og de interesser, de og de synspunkter og så videre.
Det er naturligvis ok, at have krav og standarder – ikke mindst når man søger hvad der kunne være en livspartner – men når det grænser til, at alle kasser på det store afkrydsnings skema skal være udfyldt med positive krydser for, at der overhovedet kan blive tale om, at udvise den mindste smule interesse, endsige indlade sig på, at finde ud af hvem de har med, at gøre.

Faktisk er det lidt retro på sin vis – en tilbagevenden til dengang lige omkring de 18-20 år hvor (i mit tilfælde) drømmekvinden KUN var en ægte drømmekvinde hvis hun kunne opfylde en lang række krav til fulde (og gerne lidt mere) hvad angik udseende, væremåde, udseende (ja udseende var supervigtigt), interesser og så videre.
Men personligt er JEG i hvert fald rykket videre derfra – jeg har da stadigvæk en lille check-liste over ting og sager jeg godt kunne tænke mig, der er også et par stykker der er deal-breakers men langt hen af vejen er jeg villig til, at lade mig overraske – det kunne meget vel være, at den kvinde type der er den rette for mig er en helt anden end jeg lige går og tror – det er vel nærmest den menneskelige faktor, at det er helt uberegneligt hvem man lige passer sammen med. Der er vel i grunden også en god chance for, at man risikerer, at snyde sig selv for nogle gode oplevelser hvis man på forhånd har ridset i sten hvordan det skal foregå?

Det kan også være det bare er mig der er lidt skuffet over hvor lidt åbne kvinderne jeg har haft kontakt til i grunden har været – de vil gerne have en partner/kæreste/livsledsager men kun hvis man opfylder absolut alle krav på deres lister – jeg savner den menneskelige faktor i alt det her, at der er plads til nye overvejelser. :)