Arkiv for kategorien “Mad”

Det er et stykke tid siden - så her lige en håndfuld ting :)

Jeg skal til, at skifte træningscenter - jeg har ellers været rigtig glad for Equinox der har ligget lige i min baghave (stort set - 100 meter nede af gaden) men nu hvor de har lukket deres center på Vesterbro og kun har det tilbage i Aalborg der ligger i Prinsensgade, så er det blevet lidt trælst.
For mig er hele ideen, at jeg kan gå lige fra arbejde og ind og træne - jeg vil ikke hjem først, for så er der fare for, at jeg ikke kommer afsted igen. Jeg vil også kunne komme hjem og tage et bad rimeligt hurtigt - og det er ikke længere tilfældet med Prinsensgade der betyder 10-15 minutters gang i hurtigt tempo - hvilket ikke er optimalt overhovedet i vinter halvåret.
Der er naturligvis også sket det med min situation, at jeg har fået bil, hvilket betyder, at jeg har brug for, at kunne parkere rimeligt tæt på stedet hvor jeg skal træne hvis det ikke er tæt på mig selv. Det HAR centret i Prinsensgade faktisk, men nu hvor alle medlemmer skal træne dernede, så er der bare kamp om pladserne og de sidste tre gange har jeg skullet andetsteds hen for, at finde et sted.
Så inden ret længe regner jeg med, at hoppe på FitnessDK igen - de har et center ude i CitySyd hvor der aldrig vil være problemer med parkering og der er nem adgang. Jeg får måske lidt mere transport tid, men det passer mig fint rent tilgangsmæssigt.

Apropos bil, så betyder den åbenbart, at jeg ikke længere bevæger mig så meget som jeg plejede på trods af, at jeg ellers synes jeg er god til, at tage gåbenene - men den daglige gåtur til og fra bussen jeg havde før har åbenbart givet mere end jeg lige har troet. Så der har pludselig sneget sig 4½ kg vægt på!
DET er fandme irriterende, så jeg er dels ved, at lægge min kost om og dels ved, at oppe mit træningsprogram lidt for det vil jeg bare ikke finde mig i.

Snacks er ikke noget jeg er forfalden til længere, men skulle nogen have lyst til en forholdsvis sund lækkerbid så kan jeg anbefale 4-5 mandler, 4-5 hasselnødde kerner + 1 soltørret abrikos. Bare brok det hele i munden og guml løs - den samlede smagsoplevelse er (synes jeg i hvert fald) ganske velsmagende :)

Arbejde er der masser af og i den sammenhæng er regnskabstallene for Q4 af det netop afsluttede finansår blevet frigivet. Det er lidt fedt, at være en del af et multinationalt selskab der kan finde ud af, at hive nogle penge sammen - og det er svimlende beløb det drejer sig om. Jeg synes såmænd det er ganske cool, at kunne læse i noterne til regnskabet, at man desværre kun har kunnet indtjene 34½ googol Euro fordi det lige har taget lidt længere tid, at bygge et atomkraftværk færdigt - men når det kommer på plads, så skal det nok rette sig op. Vildt!

Årets selv-julegave er i øvrigt også fundet - bare fordi man er blevet projekt leder betyder det jo ikke, at der ikke er plads til noget sjov. Så jeg har bestilt mig en Scratch Fury The Destroyer Of Worlds mini-statuette til mit skrivebord på arbejdet :)
Faktisk bestilte jeg den for nogen tid siden, men jeg har lige fået besked om, at de er ved, at pakke dem snart, så det skulle jo betyde, at den måske kan nå frem til juletid :)

Comments 2 kommentarer »

Ja altså hvis du i den næste tid opdager, at nogen har haft åbnet den kasse med vinduer du lige har samlet op i Netto. :) Ikke fordi jeg pludselig har udviklet en tvangsneurose der byder mig, at åbne alle kasser med vindruer i lige præcist Netto, men fordi jeg lige havde set frem til, at gumle lidt vindruer jeg købte igår (de er helt fantastiske i smagen lige nu, de små druer) og så lige måtte hegle hele dynen i skraldespanden da der inde i midten af kassen var en stor fed klump af mug/svamp/ydrk! som ikke var umiddelbar synlig da jeg stod i butikken.

Så fremover bliver ALLE kasser åbnet … altså ikke alle, men i hvert fald dem jeg er nødt til, at åbne for, at finde en med friske, ikke-mugne, ikke-svampeinficerede druer :)

Det var alt.

Comments Ingen kommentarer »

Når det kommer til søde sager har jeg to svage punkter - is og chokolade, når de er sammenblandet er det ren kryptonit :D

Men hvorom alting er, så er der jo åbnet en afdeling af den fantastiske Paradis her i dobbelt-A og jeg gik faktisk forbi den mange, mange gange fordi den var åbnet et sted hvor der lå en lille fastfood snask i mange år - og mit blik var åbenbart ikke lige programmeret til, at opfange så væsentlige nuance forskelle i bybilledet.

Idag efter en ganske vellykket køretime gik jeg forbi igen på vej til posthuset og synes i grunden lige, at jeg fortjente, at tilføre mig selv lidt syndighed, så jeg købte mig til et bæger med tre kugler (pistacie, bacio og chokolade) og det smagte fuldstændigt lige så fantastisk som jeg errindrede det for to år siden i København - udelt, at selskabet ikke var helt så udsøgt :)

Hvad pokker - man skal jo forkæle sig selv - og jeg var alligevel på vej ned for, at knokle igennem med en times hård træning, så det svarede nok ca til de kalorier der var i isen jeg indtog :D

Paradis - det kan KUN anbefales!

Comments Ingen kommentarer »

Aaaaahhh …. jaja - selv en inkarneret nordbo som jeg selv der ikke har noget imod blæstens rusken og regnens trommen når man nu skal ud og plyndre sine naboer på sin drageskib, selv jeg kan da ikke sige mig helt fri fra, at synes det er dejligt med sommer - dog især når det er som nu med god varme om dagen og dejlige nætter med mild vind så man kan sove :)

I samme ånd har jeg pt lige taget sandwhiches op som et godt alternativ til en lækker aftensmad - ikke, at jeg skal have ret meget af den slags længere - i hvert fald ikke på ugedage hvor jeg har fået kantine-frokost :)

Denne særlige sandwhich er faktisk opstået ved, at jeg i Netto faldt over en pakke med byg-selv-carpaccio til 20 eller 25 kr (de har dem ganske ofte) der indeholdt nogle skiver fintskåret okse-inderlår, en pose med parmesan flager og noget olie+krydderi. Sådan en pose kan man bygge to gode solide sandwhiches af der snildt kan mætte to personer - med mindre man er meget, meget sulten :D
Et ganske godt fundament sådan en byg-selv-pakke. Herfra samlede jeg så min sandwhich:

Sandwhich Italia-style - 2 stk.

Ingredienser
Pakke med Carpaccio-byg-selv
3-4 soltørrede tomater i olie
1-2 friske champignoner
1 rødløg
Lidt middelhavs salt
100 gr rucola (du skal kun bruge 4 håndfulde men det er ca hvad man sælger det i)
Basilikum pesto (eller anden pesto hvis du har præferencer)
4 skiver hvedebrød (her har jeg brugt Schulstad’s “Durum Brød”)
1 stk TV-køkken melodi nynneri

Opskrift
1. Igangsæt nynnen af TV-køkken melodi
2. Skær 4 gode tykke skiver brød - smør en teskefuld (med top) pesto ud over hver flade der skal have fyld imellem sig.
3. Opbygning begynder - tag underskiven og placer en god håndfuld friskskyllet rucola derpå.
4. Snit champignon og soltørrede tomater - fordel halvdelen ovenpå rucolaen og gem den anden halvdel til sandwhich numero duo.
5. Finsnit rødløget og fordel halvdelen ovenpå rucola + øvrigt fyld.
6. Tag nu halvdelen af okseinderlår fra selv-bygger pakke og fordel ud over din opstabling. Giv denne et godt drys salt.
7. Tag halvdelen af parmesan flagerne fra selv-bygger pakken (eller brug ost af eget valg) og fordel ud over okseinderlåret.
8. Smæk en god håndfuld friskskyllet rucola ovenpå og luk endelig sandwhichen af med det øverste stykke brød (med pesto-side nedaf) - pres lidt sammen - spis! :D (gentag 2-8 for at bygge sandwhich #2)


Et lille kig ind i min sandwhich :)

Om pesto
Pesto kan man naturligvis købe sig til - det er bare ikke altid helt til, at vide hvad man får hvis man ikke har prøvet den før. Selv sværger jeg til den klassiske basilikum pesto som man som oftest kan finde i “håndkøb” - og kan man ikke lige finde den, kan man jo heldigvis forholdsvist nemt lave den selv - den holder jo bare ikke så længe grundet de færre E vi har, at komme i :D

Pesto Basilicum - ca. 2-2½ dl
70 gr friske basilikumblade
3 fed hvidløg
50 gr pinjekerner
50 gr reven parmesan
1 1/4 dl olienolie
havsalt + friskkværnet sort peber

Rist pinjekernerne på en pande og lad dem køle af før de bruges. Hæld dem dernæst i en blender sammen med basilikum, hvidløg og ost - blend ganske kort for, at få et godt mix. Skrab det opsprøjt der måtte være ned fra siderne - lad derefter blenderen køre og tilsæt olien lidt efter lidt. Stop nu og da for, at skrabe opsprøjt ned fra siderne. Når al olien er hældt i tilsmager du med salt + peber.

Comments Ingen kommentarer »

Så er det sidste dag på det gamle arbejde i morgen før et nyt arbejdsliv begynder andetsteds 1. april (bare rolig - jeg HAR en underskrevet kontrakt og det var lang tid før d. 1.) - som tidligere nævnt har jeg i den sammenhæng lovet mine kage-glade kollegaer en afskedskage. Generalprøven forløb udenmærket og jeg har finjusteret opskriften lidt siden da - og nu lige her for 10 minutter siden smurte jeg det sidste glasur på og nu skal de to bradepander med kage bare lige have lov, at stå lidt i ro før jeg skærer dem ud og stopper dem i to kasser så de er klar til fragt i morgen.

For de slikmundede følger opskrift herunder:

*indsæt tv-køkken melodi her*

Brun kage i bradepande (også kendt som “klassens time kage”)
“Chokolade Dommedags Kage” variant af en klassiker

Ingredienser:
1 kg sukker
8-10 spsk. kakao
260 g smør
5-8 æg (afhængig af størrelse)
1 kg mel
4 teske natron
1 l mælk
200 gr knuste hasselnødde kerner
200-250 gr knust 70-75% chokolade (Netto har en glimrende een til 10kr per 100 gr)

Opskrift:
Pisk æg, tilsæt derefter smør (kan med fordel lige nukes i microbølgeovnen i 1 minut), mel, natron, mælk, sukker og kakao.
Rør grundigt til du har en ensartet masse. Kom hasselnødde kerner i 2 frostposer der er indeni hinanden - tamp med en kødhammer til alle kerner er godt knust - hæld i massen. Tag chokoladeplader i indpakning - slå på begge sider af pakken grundigt med kødhammer - det knuser chokoladen grundigt og når du åbner indpakningen er det lige til, at ryste ud.

Bages i ca 1 time v/ 180 grader.

Chokolade glasur ala Nigella Lawson
Ingredienser:
250 gr 70-75% chokolade
115 gr smør
4 store æg
750 gr flormelis
2 tsk vanilje ekstrakt
2 spsk mørk rom (Struhrom giver en fantastisk smag)

Opskrift:
Smelt chokolade og smør i microbølgeovn (ca 1½ minut) - chokolade kan med fordel knuses som beskrevet ovenfor. Pisk sammen med æg og tilsæt dernest flormelis. Tilsæt endelig ekstrakt og rom. Lad glasuren stå ca. 5 minutter inden du bruger den - kan med fordel påsmøres med spatel eller anden bredbladet køkkenredskab. Dækker en hel bradepande med et gavmildt lag glasur.

Chokolade Dommedags Kage
… og TADAAAAA! det endelige resultat :D

Comments 11 kommentarer »

Hvoromaltinger så skal jeg jo snart til, at skifte arbejde - og da min nuværende arbejdsplads er verdenshovedkvarteret for den berygtede “Kage Kult” hvor enhver anledning benyttes som påskud til, at give/kræve/indtage kage, så vælger jeg naturligvis, at følge den skik selvom jeg i princippet er ved “at land fly” :D

Indkøbt kage er ok, men jeg gider ikke lige være prislagt hvad en eller anden konditor-mester måtte have lavet en given dag, så jeg har med hjælp fra min moster Rita fremdraget den klassiske “brunkage i bradepande” opskrift min mor altid lavede og piftet den op med lidt nødder samt glasur ala Nigella (100 gr 72% chokolade, 2 æg, 80gr smør, 500gr flormelis, 2 tsk vanille sukker, 2 spsk mørk rom) - da det er ved, at være et stykke tid siden jeg sidst har bagt den tænkte jeg, at en generalprøve var på sin plads - og så bliver mine kollegaer jo også ekstra glade når de bliver dænget til i kage i morgen :)

Men for hulen da! Efterfølgende da jeg havde skåret kagen ud - efter totalt at have lavet ged i den da jeg skulle have den hældt ud af bradepanden - så så det simpelthen ud som om der var eksploderet en bombe fyldt med kagekrummer i mit køkken.

Men nu har jeg da prøvet, at lave den - så får jeg se om den falder i god jord i morgen.

Comments 2 kommentarer »

En lille tanke der har puslet i mit baghoved et stykke tid og nu endelig er boblet op til overfladen. Det er pudsigt som sådan noget som smagsoplevelser ændrer sig som man bliver ældre - jeg ved ikke om det er fordi man bliver i stand til, at værdsætte anderledes smagsindtryk eller om det bare er endnu et tegn på, at man går i forfald og kræver stærkere stimuli for overhovedet, at kunne registrere, at der sker noget.
Jeg har i hvert fald noteret mig, at der er ting og sager der er flyttet fra hvad jeg troede var deres permanente plads på ADRWK listen og nu pludselig befinder sig på YUM listen - fx kom jeg for skade, at købe ost med kommen for et lille stykke tid siden og jeg var behageligt overrasket over, at det faktisk smage ganske udenmærket, hvilket stod i skærende kontrast til den smagsoplevelse jeg errindrer fra min barndom.
Det er nu ikke fordi jeg nogensinde har været specielt kræsen men der har været nogle ting jeg bare ikke ville indtage uanset hvad - deres blotte eksistens som fænomen kunne fylde mig med afsky og ubehag på alle niveauer.

Sjovt som tingene ændrer sig :D Her lige en lille oversigt over ting der har flyttet sig de senere år - og der er nu nok nogle ting derpå som jeg ikke ser nogen grund til, at flytte over på positiv-listen nogensinde:

Ting på yum listen
Broccoli
Rosenkål
Mørk chokolade
Ost med kommen
Kogte gulerødder (under forudsætning af at de ikke er kogt til døde)
Stærk lakrids

Ting på adrwk listen
Lever
Fisk med små ben (ja ok - det er nok mere en bekvemmeligheds ting)
Blodpølse

chokoboko
Mørk chokolade - nu afgjort på positiv listen

Comments Ingen kommentarer »

Igår var jeg lige på posthuset og hente en lille gave fra mig til mig - jeg var nemlig lige faldet over “How to be a Domestic Goddess” fra Nigella Lawsons hånd på Play.com (linkage) til bare kr 148,00 inklusive forsendelse - og da den åbenbart ikke længere kan fremskaffes i dansk oplag så må man jo have den på engelsk. Dertil skal så også lægges, at jeg synes Nigellas bøger altid er en fornøjelse, at læse - de er nemme, at gå til, der er lækre billeder og så emmer bøgerne af glæde over mad og processen, at fremstille den så jeg bliver altid i godt humør når jeg lige har kigget en af dem igennem :D

How to be a domestic goddess

Det er måske ikke lige den bedste bog, at anskaffe sig når man er igang med, at smide nogle kg for der er godt nok mange lækre kalorie-proppede ting man kan lave heeeeeeeelt enormt nemt efter opskrifterne i den bog - faktisk er det her bare en bibel hvad angår kager, tærter og alle ting der sætter sig direkte på sidebenene og den kan varmt anbefales hvis man ikke allerede har den i reolen.
384 sider proppet med opskrifter og billeder der får tænderne til, at løbe i vand.

Det her er koncentreret feelgood :D

Comments Ingen kommentarer »