Kenneth’s Weblog

Vinteren er over os i stor stil og netop idag har det fået mig til at værdsætte, at hastighed i sandhed er relativ.

Fx,

Transport til arbejde i bil under normale omstændigheder = 14 minutter

Transport til arbejde i bil med tillæg i tid til isskrabning = 20-27 minutter

og endelig

Transport hjem fra arbejde i bil under snestorm = 57 minutter

:D

Lige siden jeg var på lederkursus tilbage i Oktober 2009 har jeg tænkt en del over den personlighedstest jeg fik i den sammenhæng, og ikke mindst da den rigtigt gode gennemgang og analyse af den jeg havde sammen med en coach.

Der var mange rigtigt gode ting i det, men noget af det jeg bed rigtigt meget var den bedste forklaring jeg har hørt på introverte og ekstroverte personlighedstyper. Hvor ekstroverte får pumpet deres eget energiniveau op af at “være på” og være sammen med andre, så får introverte deres energiniveau afladet af de selv samme ting.

Jeg er selv i udpræget grad introvert – jeg har så længe tilbage jeg kan huske altid lige haft behov for, at være mig selv lidt når jeg kom hjem fra at være sammen med mange mennesker – hvad enten det var børnehave, skole eller endda en fest. Jeg talte med min mor om det under min uddannelse hvor de personlighedsbegreber for første gang dukkede op i min bevidsthed og hun sagde jeg helt fra jeg var lille også lige havde brug for det “lille slip” når jeg kom hjem – der skulle noget “alene tid” til for, at blive mig selv igen.

Dermed ikke sagt jeg ikke kan være sammen med mennesker eller endda nyder det, men jeg kan da godt mærke at jeg nogle dage bare er drænet når jeg kommer hjem fra arbejde, hvor jeg jo har fået en rolle der i høj grad handler om at være på, lede medarbejdere, tale med samarbejdspartnere og så videre.
Jeg synes faktisk det er en rigtig interessant udfordring både menneskeligt og fagligt at skulle agere i den rolle der i den grad skøjter på en flade hvor jeg bliver “presset” men samtidigt også har masser at byde på da jeg paradoksalt nok har glimrende “menneskehåndterings” egenskaber.

Bare lige en lille tanke her ud på aftenen.

Ja den er god nok – nu skal der snart vinkes farvel til 2009.

Alt i alt vil jeg sige det var et år der bød på flere udfordringer af den hårde slags end jeg lige havde forventet og nogle af de udfordringer tog det også længere tid end forventet at få styr på. Det har dog hovedsageligt været på arbejdet de uventede udfordringer har været – på hjemmefronten har det været same old same old med de ting der aldrig synes at virke :)

Men jeg ser frem til et 2010 med nye oplevelser i vente – inden da er der dog lige et nytår der skal fejres og da det er mig der afholder iår, så har jeg haft travlt med planlægning af indkøb og hjemslæbning af samme de sidste par dage. Godt jeg fik en hob nye kogebøger i julegave så der var lidt ekstra inspiration at trække på.

Jeg håber alle har fået det ud af 2009 de skulle – nu venter et nyt og åbent år forude, så sørg nu for at få et godt greb på det fra starten og pres det for alt hvad du kan; det er ikke til at vide hvor længe man har chancen :)

Godt så – igår troede jeg, at jeg havde overanstrengt mig til træning dagen før da jeg pludselig fik nogle intense smerter i maveregionen der fuldstændigt føltes som om mine muskler forsøgte at trække sig uendeligt sammen og senere spredte det sig til den nedre ryg – jeg havde godt nok prøvet nogle nye hårde øvelser men jeg havde da ikke regnet med, at det ville give det resultat.
Det undrede mig det kom så sent som det gjorde men i grunden var 99,9% af min tankekapacitet afsat til FUUUUUUUKDETGØRONDT!!! tanker så der var ikke lige så meget analyse kapacitet tilbage.

Jeg åd nogle panodil for, at få lidt hjælp til afslapningen og tænkte jeg jo bare måtte passe bedre på mens jeg forsøgte, at slappe af og ikke gøre det værre ved at spænde alle steder. Jeg kan ikke errindre hvornår noget sidst har gjort så ondt at jeg blev stakåndet og intens koldsved – faktisk blev det så slemt, at jeg tænkte jeg bare måtte have noget fast mod ryggen så jeg lagde mig ned på gulvet og jeg tror faktisk jeg havde et blackout.

Det tog vel en 3-4 timer før jeg fungerede normalt igen og så forsvandt smerterne stille og roligt, hvilket ligesom udelukkede efterveer fra træning.
Lidt googling og en formodning om hvad det kunne være får mig til at tro, at jeg havde den noget delte fornøjelse af en gang nyresten –  havde jeg haft en anelse ville jeg have fået fat i noget smertestillende, men jeg kan afsløre, at det skidt gør ondt så alt ræsonnement ophører.

Jeg er sgu nok bare ved at blive gammel og reparationsmoden :D

Og så var det på aftenen d. 3. december, at jeg blev mindet om hvorfor det er man altid skal huske en hue eller anden hovedbeklædning når temperaturen er tæt på frysepunktet, det blæser og regnen pisker ned fra himmlen; ellers føles det nemlig som om nogen forsøger at hamre istapper direkte ind gennem panden på mig og videre ind i hjernen – for hulen da det er ubehageligt!

På min fancy-pants iPhone dimmer der giver vejrudsigten på time-basis kunne jeg så også se, at for lokal område Aalborg med nedbør, temperatur og vindhastighed, så ville det føles som -1 eller -2 grader – ikke noget at sige til det var koldt!

Nu er det efterhånden over 9 måneder siden jeg satte mig i føresædet for min lille afdeling og dermed også 9 måneders boot camp i at stryge især skjorter. Og selv om jeg faktisk ikke synes det er SÅ slemt igen at stryge, så skal der nogle gange lidt sjov til for at holde motivationen.

Fx se hvor hurtigt det kan lade sig gøre at stryge en skjorte når den samtidigt skal stryges ordentligt. For 9 måneder siden tog det mig 25-30 minutter per skjorte – de sidste to dage har jeg noteret mig, at jeg napper en skjorte på 6-8 minutter afhængigt af stof og snit – det er vist sådan ca en 328% forbedring, så det er da ret godt :D

Jamen den er god nok – jeg er ellers ikke den helt store tilhænger af rutiner men nogle gange er de bare nødvendige for at løse udfordringer.

Fx har jeg et loftsværelse hvor jeg i 10 år nærmest bare har lagret ting (gamle computere, cd tårne, pc reservedele og mege andet) – ting der med rette kunne rubriceres som “bras” og blive rykket på lossepladsen med det samme.
Men jeg vil tro kombinationen af et veludviklet pack-rat gen og ren dovenskab har forårsaget, at det bare var nemmere at lagre fremfor at sortere og smide ud.

Men nu har jeg smidt en reminder i min kalender og det har faktisk drevet mig op på loftet en time lørdag formiddag de sidste to lørdage – og jeg er allerede en tredjedel inde i rummet :)

Så hurra for rutiner :D

Dette bloggeri bringes fra min AjPhon – skulle lige se om det plugin jeg fandt virkede.

Jamen den er god nok – så fik den weekend også ben at gå på.

I visse kredse er der tilsyneladende en stigende undren over og bekymring omkring min fortsatte single-status – og jeg indrømmer da gerne, at søndage ofte er det tidspunkt der bliver tænkt over netop den del, når hele verden omkring mig er stille og jeg er helt gearet ned.

Men ærligt fylder det meget lidt i min bevidsthed for tiden – der kommer (i hvert fald for mig) et punkt, hvor der er blevet gjort nok forsøg uden noget resultat og det hele begynder at ligne en Sissyfos indsats. Måske det bare er en stille resignation, men uvilkårligt melder spørgsmålet “hvorfor blive ved?” sig da i mit hoved.

Jeg har tidligere fabuleret over, at dating post-30 år synes umanerligt kompliceret – der har været skuffelser, der har været erfaringer, der har været tanker om hvad der mon skal til for at det lykkes, de velkendte check-lister med krav fra før 20-års alderen er dukket op igen – og stort set virker det hele som en skyttegravskrig hvor der skal gøres indrømmelser og forhandles løsninger på plads for at finde en måde “nationernes” grænser kan sameksistere på.

Jeg oplever det som at jeg skal give uforholdsmæssigt meget køb på mig selv og mine værdier fordi andre mænd har været nogle fjolser – der er bare for mange skelletter i skabet og jeg gider det helt ærligt ikke. Vi har alle en fortid, men der er forskel på at have en fortid og så lade den fortid diktere hvordan al fremtidig interaktion skal være.

Så mig – jeg ville da gerne finde en, men ikke på bekostning af mig selv.

Og nu tilbage til søndagen :)

…. ja det var det da – de 35 der bare forsvandt i mit kølvand da jeg fræsede forbi – jeg synes jeg hørte noget råberi, men det blev hurtigt utydeligt mens jeg åd mig ind på horisonten – det kan godt være man topper fysisk som 25 årig, men jeg tror i grunden aldrig jeg har følt mig så mentalt skarp som post-30 og det bliver da bare bedre.

Bevares, jeg ved da godt jeg er i forfald og den slags, men selv om der er et par ting jeg endnu ikke har fået i livets samle-album, så er jeg faktisk ok tilfreds med mit liv lige pt – i hvert fald indtil jeg får en anden reference-ramme der måske fortæller mig at jeg mangler noget :)

Ja det må det vel være når det er blog-ækvivalenten af en udørk? :)

Jeg har tralvt med andre ting og har vist bare ikke så meget, at skrive for tiden – ville bare fortælle at jeg hverken er 1) faldet i et forhold, blevet gift eller på anden vis fået alt min jeg-tid konverteret til os-tid, 2) bortvandret eller 3) fanget under en dynge et eller andet et sted i min hule :)