Kenneth’s Weblog

Jeg sidder lige her en lørdag aften og ser nogle af de fantastiske billeder der kommer ud af dette års karneval i Rio – det er jo ganske enkelt fantastisk hvad der opvises af fantastiske kostumer og livsglæde.

Det kribler i fingerne efter at indfange sådan en begivenhed på film – jeg kunne godt tænke mig at se hvad jeg kunne få ud af karnevallet – jeg forestiller mig der nemt kunne tages fotos til et helt års forbrug på min fotoblog.

Jeg overvejer om jeg ikke skulle sætte næste års karneval i kalenderen – 10 dages ophold på 4 stjernet hotel inklusive flyvetur er i området af 10-12.000 – det er jo faktisk overkommeligt og det vil jo ganske sikkert være en oplevelse for livet.

Lige siden jeg var på lederkursus tilbage i Oktober 2009 har jeg tænkt en del over den personlighedstest jeg fik i den sammenhæng, og ikke mindst da den rigtigt gode gennemgang og analyse af den jeg havde sammen med en coach.

Der var mange rigtigt gode ting i det, men noget af det jeg bed rigtigt meget var den bedste forklaring jeg har hørt på introverte og ekstroverte personlighedstyper. Hvor ekstroverte får pumpet deres eget energiniveau op af at “være på” og være sammen med andre, så får introverte deres energiniveau afladet af de selv samme ting.

Jeg er selv i udpræget grad introvert – jeg har så længe tilbage jeg kan huske altid lige haft behov for, at være mig selv lidt når jeg kom hjem fra at være sammen med mange mennesker – hvad enten det var børnehave, skole eller endda en fest. Jeg talte med min mor om det under min uddannelse hvor de personlighedsbegreber for første gang dukkede op i min bevidsthed og hun sagde jeg helt fra jeg var lille også lige havde brug for det “lille slip” når jeg kom hjem – der skulle noget “alene tid” til for, at blive mig selv igen.

Dermed ikke sagt jeg ikke kan være sammen med mennesker eller endda nyder det, men jeg kan da godt mærke at jeg nogle dage bare er drænet når jeg kommer hjem fra arbejde, hvor jeg jo har fået en rolle der i høj grad handler om at være på, lede medarbejdere, tale med samarbejdspartnere og så videre.
Jeg synes faktisk det er en rigtig interessant udfordring både menneskeligt og fagligt at skulle agere i den rolle der i den grad skøjter på en flade hvor jeg bliver “presset” men samtidigt også har masser at byde på da jeg paradoksalt nok har glimrende “menneskehåndterings” egenskaber.

Bare lige en lille tanke her ud på aftenen.

Ja den er god nok – nu skal der snart vinkes farvel til 2009.

Alt i alt vil jeg sige det var et år der bød på flere udfordringer af den hårde slags end jeg lige havde forventet og nogle af de udfordringer tog det også længere tid end forventet at få styr på. Det har dog hovedsageligt været på arbejdet de uventede udfordringer har været – på hjemmefronten har det været same old same old med de ting der aldrig synes at virke :)

Men jeg ser frem til et 2010 med nye oplevelser i vente – inden da er der dog lige et nytår der skal fejres og da det er mig der afholder iår, så har jeg haft travlt med planlægning af indkøb og hjemslæbning af samme de sidste par dage. Godt jeg fik en hob nye kogebøger i julegave så der var lidt ekstra inspiration at trække på.

Jeg håber alle har fået det ud af 2009 de skulle – nu venter et nyt og åbent år forude, så sørg nu for at få et godt greb på det fra starten og pres det for alt hvad du kan; det er ikke til at vide hvor længe man har chancen :)

I disse tider hvor tåbelighed og fundementalistisk religion er på fremmarch igen, er det i grunden påfaldende hvor godt et ord “overtro” er. Det er sikkert et udfald af sommerferien, at jeg har tid til at spekulere over ordene og deres betydning, men lige det ord er da lige i skabet. Overtro = for megen tro – det ER da helt fantastisk godt konstrueret.

Det er i øvrigt lidt interessant (på en dårlig måde ala den måde kineserne bruger “måtte du leve i interessante tider” på), at der er ved at ske hele denne massive højredrejning og skift mod flere hardcore yderliggående religiøse fæ.
Mennesket VIL vel bare gerne have mening med tingene og der må man vel sige, at videnskaben har fejlet – den har IKKE løst alle vores problemer, hvilket jo i den grad er problematisk når man opkaster sig selv som den nye gud, for så SKAL varen altså leveres.

At vi så i bedste flokdyr mentalitet søger tilbage til de svar vi kender i stedet for at søge nogle nye er der hvor det både bliver interessant og sørgeligt. I grunden er religion – i hvert fald den fundementalistiske af slagsen som jo både kristendom og islam hører til når man kigger på det – jo lidt som hvis vi fik vejrudsigten fra igår; baseret på gamle og velkendte fakta (og her bruger jeg ordet fakta MEGET løst) fremfor, at søge hen imod noget der rent faktisk kunne forbedre vores situation.
Men det velkendte er nok bare det mest rare for de fleste – og hvis det kan kombineres med nogen der fortæller os hvad der er rigtigt og forkert, så er den bare i vinkel.

Og jeg har set, at det ikke kun er det islamisk dominerede UNHRC der er ude efter, at gøre det forbudt at kritisere religion (FY! igen – man må IKKE beskytte ideer over mennesker), nogle regeringer (jeg kigger på jer! England) er ved egen kraft ved at rejse den slags forslag i et eller andet misforstået pladderhumanistisk politisk korrekt forsøg på at tækkes de højtråbende religiøse.

Nå – tilbage til rødvin og sommerferie :)

Jeg har denne blog Revolutionary Road kørende i baggrunden som var det CNN – live blogging fra protesterne i Theran der opdateres minut for minut.

Jaja nu har jeg haft ledelseshatten på i et stykke tid – faktisk når jeg kigger tilbage, er det jo helt tilbage til 11. Februar det skete – og jeg kan da se der følger nogle udfordringer med allerede nu. Udfordringer er naturligvis at forvente, faktisk ville det vel være mærkeligt hvis det bare var nemt og bekvemt hele vejen.

Men udfordringerne har været af en lidt anden karakter end jeg havde ventet og det skyldes måske, at jeg i langt den overvældende del af mit arbejdsliv har haft, at gøre med funktionærer og været vant til den tankegang og tilgang til sagnerne der typisk præger denne arbejdsgruppe, dvs et mindset der er præget af den akademiske tilgang og et arbejdsliv hvor hovedet er det primære værktøj.

Den gruppe jeg er blevet leder for er praktiske mennesker – det er folk der foretrækker arbejdet med hænderne og den fysiske tilgang til sagen.
Dermed også sagt, at de har en hel anden tilgang til tingene (som oftest) og anskuerne tingene fra et meget specifikt synspunkt (det de arbejder med) og ikke i samme omfang som jeg er vant til ser det store perspektiv, eller i hvert fald ser de det på en meget anderledes måde der ikke lige er forlignelig med den måde jeg vil definere det på.

Frustrationer gennem læring – eller omvendt :)
Det kan der komme nogle frustrationer ud af – både den ene og den anden vej. Men også noget læring.

Lige idag har jeg haft en lille overraskelse hvor jeg i grunden først blev lidt skuffet og måske endda en smule vred. Og lige præcist den reaktion er altid en jeg lige tager op indvendigt for det betyder jo som oftest jeg har en reaktion på noget instinktivt, noget af det grundlæggende værdisæt der sidder så langt inde i rygsøjlen, at det ikke engang er bevidste værdier længere.

Og lige præcist idag slog det mig, at jeg skal have parkeret mit ego i bagsædet og glemme, at være en driver sådan som jeg har været vant til i mange år.
Det er en ny rolle med nye opgaver. Som jeg ser det lige nu handler det i langt højere grad om, at facilitere nu – fjerne forhindringer, skabe forståelse, sætte mit team i stand til at løse deres opgaver, udvise forståelse og coache.
Naturligvis skal jeg som leder også rent faktisk lede, angive retning, angive rammer at agere indenfor – men jeg tror en ikke uvæsentlig opgave bliver regulær damage control, dvs rydde op i misforståelse, gøre tingene mere klare og enkle, håndtere frustrationer og problemløse.

Og det er jo slet ikke uinteressant – det viser nok i grunden blot, at min egen tilgang og mit eget mindset er ved, at lave transitionen fra arbejdshest til leder :)