Arkiv for kategorien “Travlt!Travlt!Travlt!”

Jeg ved ikke hvor tiden bliver af lige i øjeblikket - men det må vel være et tegn på, at jeg har nok, at give mig til? :D

På arbejdet er der i hvert fald nok, at se til - der er et reelt stykke skabelses arbejde der skal udføres og nu og da virker det som om der bare ikke er tid nok fordi der hele tiden dukker nye detaljer op. Til gengæld er jeg nu ved, at have svunget mig op i det høje gear hvor min indre organisator begynder, at have styr på tingene, kan se de tråde der rækker ud i fremtiden, kan skimte omrids af tingene som de bør være, kan reagere på de ændringer der kommer og finde nye løsninger eller opgradere de gamle løsninger.
Der er stadigvæk et seriøst stykke Herkules arbejde foran os, men det skal nok gå, det kræver bare en afmålt indsats og lidt ekstra padlen nu og da. Det er heldigvis ikke længere en Sisyfos opgave :D

Min økonomi begynder langsomt, at komme ovenpå igen (endnu et år hvor jeg er glad for Julefonden af 2003) efter det heftige slag den fik efter mit bilkøb, men jeg er da liiiiiiidt træt af, at se, at det nye Canon EOS 5D MkII faktisk sælges næsten 10.000 under den pris det først blev spået til, at ville koste, så det nu ligger omkring 17.000. Bevares, det er da stadigvæk et dyrt stykke isenkram, men det er jo opnåeligt lige pludselig og selv med den lave dollar kurs kan det stort set ikke betale sig, at købe det i termostaterne længere.
Jeg må se, at vinde i Lotto eller noget :D

Comments Ingen kommentarer »

Jeps - den er god nok - arbejde er det nye sort …. eller noget i den stil :D

Nej seriøst så bliver der godt nok knoklet lige i øjetblikket - der er mange, mange ting der skal forberedes, køres i stilling, beskrives, overvejes og så videre - og det tager jo alt sammen bare tid, tid og mere tid.

Heldigvis er det jo temmeligt spændende alt sammen og der viser sig flere og flere interessante muligheder, men lige pt synes jeg godt nok det trækker tænder ud - og de der ½-1-1½-2 timer der nogle gange sniger sig ind hver aften, jamen det løber jo altså op og jeg skal jo liiiiiiiige huske på, at der skal være noget elastik hvis der bare lige pludselig skal leveres noget ekstra crunch.
Men som sagt - heldigt at det er spændende og udfordrende - ellers ville det godt nok være en møllesten om halsen :D

Comments Ingen kommentarer »

Godt så - det har været et stykke tid siden jeg sidst har haft tid til, at skrible lidt på min blog så efter, at have børstet lidt edderkoppespind væk kan jeg deklarere følgende:

  • Rygterne om min død er stærkt overdrevne :)
  • Jeg er nu ca 1½ kg fra at gennembryde 30 kgs vægttabs muren - selv med besynderlige tvangstanker om søde sager.
  • Jeg er ved at brække mig over at læse og øve teori til køreprøve - hvis jeg ikke består på mandag, så bliver jeg godt nok olm! :D
  • Jeg er nu endelig færdig med min intro periode på arbejdet og kan begynde, at løse de opgaver jeg er blevet ansat til, at knuse.
  • Satans græspollen!

Og nu til dagens hovedpunkt - jeg har nemlig været inde og se Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull - og der har været megen gråd og tænders gnidslen på den konto.

Tidligere indlæg grebet af barnlig begejstring her og her er blevet sønderlemmet som en action film ville være blevet det i 80erne hvis den var faldet under Ole Michelsens nådesløse feinschmecker blik - med andre ord, TOTAL FIASKO!

Skurken er - ikke overraskende - George Lucas, manden der i spidsen for sit onde imperium tidligere har formået, at ødelægge en glimrende trilogi af film ved, at lemlæste de gamle versioner (mest af alt A New Hope) og føje nye sub-standard møgfilm til den eksisterende film. Akkurat på samme måde vil jeg gå i heftig benægtelse og bortskrive den nye Indy film fra mit eksistens univers - den er aldrig blevet lavet på samme måde som Star Wars 1-3 aldrig er blevet lavet når dette indlæg er skrevet færdigt.

Lad mig sige med det samme, at fiaskone IKKE skyldes Harrison Ford - han er The Man! Han har stadigvæk karismaen og udstrålningen og formår til fulde, at præsentere en Indy der ikke længere er så ung som han har været men stadigvæk er sejere end gammelt sålelæder og kan sparke røv med de bedste - han er kort sagt suveræn som altid.


Raiders of the Lost Ark - DET var tider!!!

Men desværre er den slags ikke meget værd når det er proppet ind i et digert værk skabt af to filmfolk der åbenbart er blevet tudet ørene fulde om hvor fantastiske de er af deres rygklappere, at de er begyndt, at tro på det - for Lucas har en medsammensvoren og hans navn er Spielberg, der er mindst lige så skyldig som den fæle vederstyggelighed vi kender som George Lucas.
Jeg burde have anet det ville gå galt allerede da forteksterne angav, at manuskript var af George Lucas - men jeg tillod mig, at være forsigtigt optimistisk da starten havde alt den humor og glimt i øjet tilsat god action som alle dage har kendetegnet Indy filmene. Men da Indy så overlever en atom eksplosion ved, at gemme sig i et stort blyforet køleskab!!! der bliver blæst væk fra infernoet, hvorefter han kravler ud af det og bare lige har lidt småskrammer og skal skrubbes ned for radioaktivitet, ja så burde jeg have anet uråd.

For, at dække over hvor lidt der er, at gøre med rent plotmæssigt forsøger man, at pumpe helte-faktoren op kunstigt - naturligvis ved, at OD’e TOTALT på Indiana Jones fanfaren - den bliver stort set spillet når selv det mindste sker: Indy tager sin hat *fanfare*, Indy vender sig om *fanfare*, Indy drikker en kop kaffe *fanfare*, Indy underviser *fanfare* - ok en lille smule fortegnet, men det er ikke meget galt og det spolerer jo TOTALT effekten.

Historien er simpelthen en tynd kop the - der bliver introduceret nye personer til det etablerede galleri der får alt for lidt tyngde og nåja, plottet er i grunden rimeligt uinteressant når det hele er afsløret - Spielberg burde måske have lært af War of the Worlds, at rumvæsener ikke længere er noget han rocker stadion med. Faktisk har filmens slutning alle de cgi-masturbations kendetegn der også var i Star Wars hvor man jo sagtens kan skøjte lidt hen over en tynd historie bare det ser godt ud - men nej, det kan man faktisk ikke, efter Lord of the Rings er barren altså blevet hævet betragteligt, så der skal faktisk noget mere til når det er en storfilm.
Så jeg var lige dele skuffet og rasende da jeg gik fra biffen.

Der har været SÅ mange gode udkast til et manuskript, at man kunne have taget de bedste dele fra dem og lavet en fantastisk film - ja faktisk er det her en klassisk Hollywood “no-brainer” hvor en success burde være SÅ enkel, at fremstille, at det ikke kan gå galt hvorfor de laver totalt ged i den.

På nuværende tidspunkt mener jeg, at der bør være nok bevismateriale til, at vi kan fratage Lucas retten til, at beskæftige sig med film nogensinde igen - faktisk bør der gå en bevæbnet mand bag ham resten af hans liv, der er klar til, at skyde for, at dræbe det øjeblik han aner, at manden spekulerer på film.

Så tak for det Lucas - endnu en film du har spoleret - du har nu fastcementeret din status som en total kneptærte!
Jeg overvejer på nuværende tidspunkt, at tilføje et addendum til alle offentlige udtalelser jeg kommer med ala “I øvrigt mener jeg at Kartago George Lucas bør ødelægges” :)

Comments 3 kommentarer »

Nej jeg er dog ikke blevet til kaninen med uret fra “Alice i Eventyrland” men der er godt nok noget tralvt for tiden. For at kunne komme videre med introforløbet og få styr på det produktionsarbejde i lidt højere grad er jeg rykket på natteholdsarbejde i denne uge - så for mit vedkommende slutter den forlængede weekend kl. 23:40 i aften med fri igen kl. 07:00 i morgen tidlig. Og i næste uge skal jeg til Ribe (det er godt nok 500 meter forbi Lars Tyndskids marker skulle jeg da lige hilse og sige), så der når jeg nok ca ingenting og kommer bagud med mit kørekort … oh well, det skal nok gå alligevel :)

Nu håber jeg bare min krop og søvnapparat er så omstillingsvenligt som jeg håber så min døgnrytme ikke bliver totalt smadret :D

Comments 3 kommentarer »

JEG kan naturligvis aldrig nøjes med kun, at have 10,000 projekter kørende på samme tid - der skal helst være 10,001! :D Så nu har jeg lige tilføjet en dansk oversættelse af den fantastiske tegneserie “The Abominable Charles Christopher” som jeg tidligere har reklameret for her og her - og det er skam efter aftale med forfatteren og alting :)
Det er rendyrket for sjov og et aflæg af 110% fanboy-mentalitet - men jeg tænkte det kunne være lidt sjovt, at give mig i kast med en oversættelse af den slags - det tager jo ikke andet end en 5-10 minutter per strip og det er kun 1 gang om ugen (når jeg har fået oversat de nuværende 50+ strips) så det burde være til, at overkomme.

Så hvis sprogbarrieren har været problemet, så kan Den Afskyelige Charles Christopher nu følges hver uge på abominabledenmark.blogspot.com

Charles Christopher

Comments Én kommentar »

Jeg ved simpelthen ikke hvor den her uge er blevet af - det var lige mandag, jeg blinkede med øjnene, gabte og tog en slurk kaffe … og nu er det pludselig midtvejs torsdag??!?! Jeg har ikke engang nogen klar ide om hvad i alverden jeg har brugt min uge på ud over arbejdsopgaver - jeg tror nogen har tændt for efterbrænderen uden, at fortælle om det og så er jeg ellers bare spendt fast til ugen og suset afsted i overlydsfart!

Suk

Det bliver forhåbentlig snart bedre - om ikke andet skal jeg jo snart til bryllup (hentede tøj igår - så der har jeg da i hvert fald lavet noget andet end arbejde) og det bliver da i hvert fald både glædeligt og hygsomt og alting. Godt jeg lige har fået sneget et par fridage ind i næste uge - jeg tror bare jeg rykker stikket ud og placerer mig på sofaen med en håndfuld bøger indenfor rækkevidde.

Det sjoveste der er sket i denne uge var da jeg igår gik forbi en beværtning der stolt proklamerede på et skilt “IRISK KAFFE med TULLEMORE DEW” …. på begge sider af skiltet faktisk … altså en fuglekaffe med tulle-dug, det er da noget der rykker :D

ZOOM!
Dette er jeres kaptajn Arbejdsugen - vi tænder nu for efterbrænderen *ZOOOOOOOOOOOOOOM*

Comments 4 kommentarer »

Lige et par linjer her fra ferie-land hvor en gal handy-man har bidt mig og jeg er nu igang med, at slibe gulvet i min stue - det er da helt fantastisk så lyst det var når 10 års fodslid lige bliver rykket væk med en slibemaskine. :D
Jeg er ca 80% færdig og det ser (hvis jeg selv skal sige det) herre-godt ud - i morgen skal det sidste stykke slibes og så skal det have en gang vask med det trip-trap hvid-sæbe jeg har stående til samme formål - DET er virkelig en fornøjelse, at se på omend det da godt nok sviner helt sindsygt med sådan noget træ-støv, for det hvirvler da rundt over det hele selv om jeg forsøger, at begrænse det så godt jeg kan.

Der er ikke grænser for hvad der kan ske når man har sådan tre ugers fri og pludselig finder overskud til den slags.

Comments Én kommentar »

Puha - sikke en dag - den var sådan set ok god, men jeg blev lige shanghaiet i morges klokken 08:30 da jeg sad stille og roligt med en kop kaffe på arbejdet og læste nogle user interface dokumenter. Der skulle laves en plakat til intern marketing for et kommende produkt - den PA (Personal Assistent - det man i gamle dage kalde en sekretær) der kom med opgaven kunne svare på alt det jeg spurgte om og jeg havde sådan set et helt fint oplæg til hvordan det kunne gøres og tænkte, at med et par udkast så skulle det nok blive helt godt … hvorefter hun smed bomben! Deadline var 15:00 idag!!! Store Bejebus! Den slags plejer, at tage en pixelhaj og en teksttroldmand 3-5 dage hvis den rette ide lige er der med det samme.
Så kan det ellers nok være, at jeg fik gang i Photoshop og svang pixel-børsten med alt den behændighed mange, mange års arbejde med den slags giver. Rent faktisk leverede jeg så kl 14:45 et temmeligt godt resultat som der så lige skulle tweakes lidt i til alle spidserne var glade og tilfredse.
Nøj hvor var jeg brugt da jeg gik hjem - en hel arbejdsdags intens koncentration samt en opgave der lige blev hyper-løst brænder altså noget mental energi af.
Men det var nu også tilfredsstillende - de kom med en stort set komplot umulig opgave uden noget særligt oplæg og jeg leverede varen. Yey mig! :D

I andre nyheder så havde jeg forleden fornøjelsen af, at se noget jeg ikke troede kunne lade sig gøre. Nemlig en vellykket tv-film over Terry Pratchett’s fantastiske Discworld univers - i dette tilfælde Hogfather der er en herlig fantasy-fabulering over hvordan julen måske bliver holdt andre steder. På Discworld hedder det “Hogwatch” hvor Hogfather kommer kørende på hans kævle-slæde der er trukket af 4 store ultra-vildsvin mens han deler gaver ud og giver Hogwatch pølser til de artige.

Hogfather

Jeg må indrømme jeg var MEGET skeptisk da jeg satte mig til, at se vidunderet. De der har læst Pratchetts fantastiske bøger ved hvor detaljerede de er og hvor mange små firnurligheder en fortælling er sat sammen af, så det er sin sag, at omskrive alt dette til en form der kan præsentere sig som film, være underholdende og samtidigt tro mod det boglige ophav.
Men det blev alt sammen gjort til skamme - det var rent faktisk en fantastisk filmatisering der fuldstændigt fangede bogens ånd og med et KANON ensemble af skuespiller der til fulde fangede de skæve eksistenser som bebor Discworld. Den fantastiske Ian Richardson er stemmen bag Døden og det kan kun glæde, at han nåede, at få denne fremstilling på plads inden hans pludselig død.
Jeg var underholdt til fulde i de 189 minutter filmen varer - jeg skal dog ikke kunne afvise, at man måske får mere ud af filmen hvis man har læst bøgerne, da der er gemt små referencer her og der med rund hånd.

Skulle nogen have lyst, at kigge nærmere, så har de flinke folk hos Play.com Hogfather DVD’en til små 20 €.

Comments Ingen kommentarer »